Efter en længere periode med mindre og mindre at lave på mit arbejde, vidste jeg godt hvilken vej det gik. Jeg trøstede mig selv med floskler om at det var fedt at arbejde så meget hjemmefra, men i virkeligheden trivedes jeg dårligt med det, og aftensmadssamtalen om “Hvordan var din dag?” blev efterhånden temmelig ensformig. Jeg har erfaret, at jeg har det langt bedre med at komme ud og sidde sammen med andre mennesker, suge og dele deres energi og få noget andet tankeindput end det jeg lige selv leverer. Jo, en hjemmearbejdsdag i ny og næ er da fedt nok, men i det lange løb holder det ikke, i hvert fald ikke for mig.

Det var derfor nærmest en lettelse, da min chef en dag ringede og fortalte, at han måtte erkende, at han desværre ikke længere havde råd til at have mig længere. Hvor meget tid jeg har brugt på at sidde hjemme og vente på at der tjekkede mails ind, så jeg rent faktisk kunne lave noget, vil jeg slet ikke begynde at gøre op, det er alt for deprimerende at tænke på. Men jeg havde jo så en masse tid til alt muligt andet – ja måske, men mest af alt havde jeg dårlig samvittighed, over alt det jeg ikke gjorde – hvorfor jeg ikke lige fik taget opvasken når nu jeg alligevel var hjemme, eller hvorfor jeg ikke tog telefonen ved første ring når chefen ringede, hvis jeg en sjælden gang vovede mig udenfor “i arbejdstiden”.

Som jeg skrev indledningsvis vidste jeg jo godt hvor det bar hen allerede inden jeg fik beskeden, og jeg søgte da også lidt jobs her og der, men jeg ville jo gerne finde det rigtige, så så mange ansøgninger blev det heller ikke til. Beskeden var derfor også et hårdt tiltrængt los i røven om at komme ud af min bobbel og ind i den virkelige verden igen. Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget som de siger. 🙂

Indholdet herinde vil nok fremover bære lidt præg af mine oplevelser i dagpengeland, indtil jeg forhåbentlig snart er i job igen. Jeg har ikke for vane at gå arbejdsløs ret længe af gangen, og jeg håber bestemt at kunne holde den statistik denne gang også. 🙂

Udover det kan du godt begynde at glæde dig til at julen gør sit indtog herinde. Jeg har både konfekt og DIY’er jeg har tænkt mig at dele med dig, og jeg kan næsten ikke vente til næste weekend, hvor Gåsebarnet og jeg skal over til Conny og co. til Den Årlige Juledekorationsdag.

Ps. Mads Langer, fordi jeg elsker hans stemningsfyldte covernumre, og denne Lis Sørensen sag passede lige til dagens sindstilstand. Ja, bloggen er stille, men mest fordi mine tanker drøner rundt og prøver at finde holdepunkt. Bær over med mig imens det varer. 🙂