Pebermyntepastillerne er et dejligt forfriskende indslag på julegodtebordet. Nærmest som en slags små ganerensere oven på alt det søde – jo, disse er da også søde, men det er det friske pust man lægger mest mærke til.
Patrick har aldrig før smagt denne sprøde version. Hos ham var de altid sådan lidt bløde i det, og de opskrifter jeg ellers har set, har da også haft væsentligt højere sukkerindhold end mine har, til gengæld er mine lette og luftige, men tager lidt længere tid.
Jeg bruger menthol i min opskrift i stedet for pebermynte essens. Skulle du forsøge sig med essens i denne opskrift, må du meget gerne berette tilbage om resultatet.
Luftige og friske pebermyntepastiller
1 bæger pasteuriserede æggehvider
200 g. flormelis
Lidt menthol
100 g. mørk chokolade til pynt
Jeg har altid lavet mine pastiller med menthol. Du kan købe det på apoteket, og det kommer i glas med små krystaller. Hvor meget man skal bruge er jo en smagssag, og der er lidt svært at afveje hvis ikke man har en apotekervægt, men her er hvad jeg brugte – tændstikæsken er så du kan se forholdet.
Knus krystallen i en røreskål og hæld æggehviden over. Pisk det luftigt og tilsæt så flormelisen. Pisk lidt mere til du har en sej masse.
Fyld massen over i en sprøjtepose, eller en cornet (kræmmerhus) lavet af bagepapir og klip et hul på ca. 5 mm.
Jeg lavede både hjerter og runde pastiller, og hvordan dine skal se ud, er selvfølgelig op til dig.
Tip: Hjerterne laver jeg ved at holde sprøjteposen stille og trykke en klat, for så til sidst at trække en spids. Det samme gør jeg til den anden side, og vupti, så har du et hjerte.
Du vil sikkert hellere lave den venstre side af hjertet først, men jeg er venstrehåndet, så sådan virker det bedst for mig.
Pynt dine pastiller med chokolade. Du kan bruge færdige knapper, overtrækschokolade eller rigtig chokolade som dog skal tempereres først, ellers bliver chokoladen mat og kedelig at se på når den tørrer, men til gengæld smager det så også rigtigt af chokolade. Jeg har også set den festlige version hvor der er brugt chokoladeknapper med krymmel. Det er helt op til dig.
De små pastiller skal tørre ved stuetemperatur i 6-7 timer indtil de slipper underlaget uden problemer. De opbevares bedst i en lufttæt beholder, men står de fremme i en skål bliver de ikke dårligere af den grund, de forsvinder bare hurtigere. 😉
Portionen rækker til et tætbelagt stykke bagepapir – ca. 120 – 130 stk. alt efter hvor små du laver dem.
Velbekomme!