En af de restauranter vi prøvede til Dining Week sidste år var Aamanns, og oplevelsen sidst var så god, at vi ville afsted igen i år.  Torsdag aften drog Patrick og jeg således mod Østerbro.

Vi kom tidligt og var blandt de første der blev bænket på en udemærket plads langs baren. Det virkede som om de havde opdelt reservationerne, så gæsterne langsomt kom sivende. Det fungerede super godt, og tjenerne havde et fint overblik.

Vi lagde ud med et bræt med Aamanns skønne brød. Fantastisk lækkert rugbrød og nogle sjove små toppe. Hertil rørt smør, som dog godt kunne ha’ taget en smule mere salt.

Til maden delte vi en øl fra Bøgedal – en lys gylden som smagte virkelig godt.

Menuen var interessant og vi glædede os til at se nærmere på sagerne.

Vores første serving var en smuk stentøjstallerken medet fint bjerg af tynde spaghettistrimler af glaskål, lagt oven på en puré af brøndkarse. Suppen blev tilføjet ved bordet, og der var fest i min mund. Festen sluttede dog tidligt, da tallerkenen alt for hurtigt kølede suppen til noget der mindede om halvlunken. Det var rigtig ærgeligt, for det var en virkelig dejlig ret.

Til hovedret fik vi et overvældende stort stykke braiseret kalvespidsbryst. Retten som sådan gjorde desværre ikke rigtig noget for mig. Rødbederne var irriterende, fordi vi netop havde set samme tekstur til forretten. Hybenrose, peberrod, kærnemælk og dild smagte vi stort set ikke – jeg er faktisk overrasket over, at de står på menuen, nu hvor jeg nærlæser den, for det var virkelig ikke noget jeg tænkte over, da jeg spiste retten. Til gengæld foreslog Patrick halvvejs igennem, at jeg skulle prøve at spise brød til, og her ændrede retten virkelig karakter. Fra lidt ligegyldig til sublim på et øjeblik. Magi! 🙂

Tjeneren havde varslet, at de to første retter ville komme hurtigt efter hinanden, og at desserten så ville tage lidt tid. Det passede os helt fint, for hovedretten havde lagt en solid bund.

Desserten bestod af en dejlig mælkechokolade is, en slags blodappelsinganache som gemte sig under sne af hvid chokolade. Endelig var der ristede hasselnødder, frysetørret hindbærog drys af lakrids.

Jeg blev lidt skuffet over desserten – smagen var fin, men anretningen var slet ikke skarp nok. Isen var god, men for blød da den nåede vores bord. Blodappelsinen var tam og manglede syre og den brune klat var udifinerbar og gjorde ikke rigtig noget for retten. Hasselnødderne derimod gav lidt spænding.

Alt i alt var det en hyggelig aften og maden var god, men dog slet ikke på højde med sidste års oplevelse – desværre, fordi det reelt var små ændringer der skulle til, for at højne niveauet anseeligt. Især fandt jeg drysset der gik igen på alle anretningerne rodet og unødvendigt.

Når det så er sagt, så kommer vi sandsynligvis en tur omkring Aamanns igen – næste gang uden for Dining Weeks rammer. 🙂