Lige som sidste års dining week, var Mette min valentinsdate. Vi havde et par mulige emner oppe og vende, men endte på The Red Box, som havde en menu der virkede spændende.

Billederne jeg tog den aften, var desværre temmelig mørke, og mit billedredigeringsprogram har godt nok lysnet dem, men også gjort billederne ret grynede.

Forretten “Fem små kinesere” bestod først af en frisk rispapirsrulle med krabbe og mynte. Den var sjov, men gjorde ikke en hel masse for mig. Den næste mundfuld var en rejetoast med sød chili. Den var god men helt umulig at spise med pindene, så den hapsede jeg med fingrene. Calamarien var ret neutral, men tomatsalaten underneden var vildt god. Torsken var vendt i mel og stegt så den stadig var saftig og god. Kammuslingen var ligeledes god og saftig – perfekt stegt, men kunne godt have haft mere smag af rejeovertrækket. 

Andelåret vi fik til hovedret var mørt og velsmagende. Saucen var på nippet tage over, men smagte godt. Til gengæld var der ikke meget tilbehør. De grøntsager der var, fyldte ikke mere, end at de fint kunne gemme sig under låret, og kartoflen, der godtnok havde fin kartoffelsmag, var så lille, at man næsten overså den. I modsætning til mine andre besøg, fik vi her hovedretten serveret på en varm tallerken – desværre havde det medført, at “pyntesaucen” under kartoflen var tørret helt ind, og havde konsistens som gammel ketchup – ikke så heldigt.

Billedet af desserten blev desværre om muligt endnu dårligere end de øvrige, så det vil jeg skåne dig for.

Den bestod af en kugle earl grey is som havde en fin tekstur, men var lige en tand for te-bitter til min smag. Choko-chili moussen havde en fin mængde chili, og det kildede tilpas i munden. Chokoladen var heller ikke alt for kraftig, men jeg bliver nok aldrig megafan af chokolade. Den bedste smag var faktisk, da jeg blandede te-is og mousse. Det tog toppen af det bitre, og udglattede chokoladen en smule. Det aller bedste ved desserten var efter min mening tærten, som var sprød og lækker, men alt alt for lille.

Den søde tjenermand tog også en lille snak med os om moussen. Han så efterhånden frem til, at Dining Week var slut, for det var ham der havde ansvaret for desserten, og han rørte åbenbart alle chokolademousserne i hånden. Han fortalte ligeledes, at de normalt på en aften havde 35 gæster, men at de i Dining Week havde været igennem 80 pr aften – så er det ikke så sært, at han var ved at være lidt slap i armene.

Generelt var det en rigtig hyggelig aften, men der var flere punkter, hvor fusionen ikke altid var lige vellykket, men vi var enige om, at vi blev nødt til at komme igen, og prøve de 15 kinesere, som er på deres hverdagskort. 🙂