Copenhagen Dining Week, som traditionen tro bliver afholdt i uge 7, er vel overstået. For mit vedkommende bød ugen igen i år på 4 besøg.
Det første besøg var Nose2Tails The Diner i Valkendorfsgade sammen med søde Tess. Jeg har ikke besøgt Nose2Tail før, men det har siden deres åbning stået på min to-do liste.
Menuen var interessant men det jeg var mest spændt på, var unægteligt forretten – sådan tror jeg de fleste af gæsterne havde det.
Forretten blev serveret i spand og på sjove små ukurante små tallerkener og var virkelig dejlig. De dybstegte strimler af kalvehjerte var saftige (hvis man kan sige det om hjerter, uden at det lyder forkert) og velsmagende, og ledte ikke på noget tidspunkt mine tanker hen mod indmad. Æggene var dejlige og særligt sennepsmayonnaisen under var en vinder. Kyllingelårene var saftige, men manglede desværre lidt smag i forhold til de øvrige komponenter. Sprødt skind havde også været at ønske, men det måtte vi ligeledes tænke os til.
Hovedretten var en klassiker uden de store overraskelser. Kødet var dejligt og mørt – jeg tror det var en kalve ribeye, for det virkede ret lyst, men som det fremgår af billederne var belysningen meget rød, så det kan have snydt. Fritterne var sprøde og bordelaisen var tilpas fed, så den sad fast på trods af den tynde konsistens. Alt i alt en dejlig hovedret uden så mange dikkedarer.
Desserten der blev serveret i et fint lille patentglas, var super dejlig. Jeg er normalt ikke til gammeldags æblekage, men i dette tilfælde gør jeg gerne en undtagelse.
Æblekompotten var frisk og let, makronerne var som de skulle være, men cremen var den virkelige vinder. Den var lavet på creme fraiche, hvilket gav den en god syre, og der var bestemt ikke sparet på vanillen. Jeg kunne sagtens ha’ spist 4-5 glas mere, på trods af, at jeg egentlig var ret mæt.
Stemningen på Nose2Tail var dejlig afslappet. Sådan lidt Elvis Rock’a’billy agtig. Jeg kunne dog ikke lade være med at smile, da desserten blev indtaget til tonerne af Otto Brandenburgs sømandsviser.
Betjeningen var frisk og venlig, og på trods af, at der var mange gæster, virkede tjenerne nærværende og ikke fortravlede eller stressede.
Jeg kommer bestemt igen, og jeg tror mit næste besøg hos Nose2Tail, skal være for at prøve deres brunch.
De skriver selv:
Til at starte med:
Økopølser fra holbæk slagteren, scrambled egg, ristet brød, rørt smør og vores hjemmelavede BACON!
Så er der alt godt fra ønskebrønden:
Fries, chicken rolls, onion rings, ribs, veggies og fish dunblings, serveret med fem forskellige mayo ́s
Og så kommer der:
Pancakes med malt sirup og skyr med solbær kompot
Det hele skylles ned med kaffe, te, isvand og vores hjemmelevede Iced Tea
Pris: 175 KR. og der er REFILL på alt inkl BACON!
Nom nom nom!!