Der sker ikke alverden på hjemmefronten disse dage – jo siden mit sidste indlæg er der da sket lidt. I søndags postede min mor f.eks. denne besked på Facebook..

Eftersom min mor (mig bekendt) kun har en enkelt datter, så må det jo unægteligt være mig der er tale om, og det opmærksomme øje vil da også kunne se, at jeg har trykket “Synes godt om” til hendes kommentar. Det med alderen gør mig egentlig ikke det store, men når hun skriver det på den måde, ser det alligevel lidt voldsomt ud.

Dagen blev fejret i lørdags med en håndfuld gæster – samme slæng som sidste år, hvor jeg havde tømmermænd helt indtil onsdag *støn*. Jeg udviste dog mådehold denne gang, og festen var vist på alle måder lidt mindre løssluppen i år end sidst.

Patrick havde længe stukket til mig for at få en menuplan, men jeg syntes det var svært. Sidste år fik vi hjemmelavede rodfrugtchips og grissini med svamperemoulade ved ankomst, rødløgstærte med gratineret gedeost til forret, hovedretten var vist blandt andet noget med bøffer og en sauce med brombær, som jeg møjsommeligt havde været ude i kratmosset og plukke med Gåsepigen. Desserten har jeg lykkeligt glemt alt om.

I år skulle den stå på noget andet, så jeg besluttede at vi skulle tilbage til rødderne og satte rejecocktail på som forret og bananasplit på som dessert. Bananasplit har altid haft en plads i mit hjerte, men det er nu ikke ret tit jeg får det længere. Lejligheden var oplagt!

Hovedretten var lidt sværere, men valget faldt langt om længe på indbagt svinemørbrad – butterdej får man bare alt for sjældent nu til dags (stik mig lige mit gangstativ).

Som velkomstsnack fik vi i år lune svesker med baconsvøb, ovnbagte champignon med pesto (mums!) og små peberfrugter med smeltet cheddar og jalapenos.

Rejecocktailen endte med at se således ud.

I bunden af glasset er der snittet hjertesalat og feldsalat, en skaldyrsdressing med masser af sherry som Patrick biksede sammen, almindelige kogte rejer, og tigerrejer lynstegt i hvidløg og olie. Pynten på toppen af glasset vendte vi i ved servering, og citronen havde en god og klemmevenlig størrelse. Personligt syntes jeg selv, at det var en ret vellykket forret. 🙂

Hovedretten har jeg desværre ikke noget samlet billede af, da den blev serveret i fade på bordet. Men som sagt var det indbagt svinemørbrad som Patrick stod for. Mørbraden var pudset af, brunet på alle sider samt krydret med salt og peber. Han lavede derefter en sauté af løg, champignon i skiver, porre i skiver og en masse kærlighed.

For at holde samling på den lagde han husholdningsfilm på bordet, lagde skiver af god serranoskinke oven på filmen, som skulle agere svøb, smurte den afkølede grøntsagssauté ud over serranoen i et tyndt lag, for endelig at lægge mørbraden på midten. Så rullede han sauté og serrano stramt omkring mørbraden så den sluttede helt tæt, og endte således med en stram pølse. Pølsen fik et ekstra lag film og blev lagt på køl indtil ca. 30 minutter før servering. Da det var tid rullede han butterdejen ud, pakkede pølsen ud af filmen og rullede derefter butterdejen tæt omkring. enderne blev lukket med æg, og overfladen blev ligeledes penslet med æg og ridset en smule. Resultatet blev disse flotte mørbradbrød. 😀

Som du kan se var der retrobønner som tilbehør. Derudover fik vi også hasselback kartofler, råkostsalat med gulerødder, æbler og rosiner samt en cremet sauce som havde stået og kogt ind det meste af dagen.

Det er år og dage siden jeg sidst fik indbagt svinemørbrad, og var det ikke fordi butterdej ikke ligefrem hører til lightkategorien, ville jeg spise det hver dag (næsten). Hold nu op hvor var det lækkert! Lav det en dag hvor du har lidt ekstra kalorier at gøre godt med, du vil ikke fortryde det!

Desserten var den klassiske bananasplit af det vi, der hvor jeg kommer fra, kalder trefarvet is, men som jeg erfarede hedder regnbueis her ovre øst på. Der var naturligvis også flødeskum, ristede hasselnødder, chokoladesovs og en lille kiks. Det var ikke stor gourmet, men det var et dejligt gensyn.

Som sagt blev der udvist lidt mere mådehold i år – sidste år blev der danset både vals og disco.. I år blev der snakket mere og danset mindre.

Skrubaf mad skulle der også til. Vi serverede små croissanter med hjemmelavet hønsesalat og skinkesalat. Det er nu skønt at have en smørrebrødsjomfru i baghånden som bare ka’ det der!

Alt i alt en lang fra kalorielet aften, men jeg påtænker ikke at blive 35 igen foreløbig, så det går nok.

 

På selve dagen (søndag) var vi inviteret ned til Patricks forældre. De skal snart flytte, så vi var til “tøm fryser grillning” inden drengene stak af til fodboldkamp. Tømmerhejs havde jeg ikke synderligt meget af, men til gengæld snurrede det lidt faretruende i næsen..

Lige siden har mit sofabord set nogenlunde sådan ud..

Hvis det er sådan det skal være at være 35, så vil jeg godt melde mig ud. Så er det sagt! *prosit*

Ps. Jeg fik heller ikke hverken ligusterhæk eller flagstang i år! 😛