Nye øjne..

Det er fantastisk hvor meget man pludselig får gjort, når der kommer et nyt sæt øjne til. De fleste af tingene var jo noget jeg sagtens kunne ha' gjort selv, men af uransalige årsager og en masse dårlige undskyldninger, var de ikke lige blevet gjort endnu..

Jeg må nok tilstå, at P besidder en væsentlig mere handlekraft end undertegnede, og selvom det ikke er hans hjem, er der trods alt blevet ordnet et par småting, siden han begyndte at frekventere matriklen:

Lampen på værelset virker – det lampeudtag jeg havde udset som værende det rigtige, leder ud i intetheden – til gengæld fandt P det rigtige, lige midt i stuk-rosetten..

Læs mere »

Dinner Date #3..

Dinnerdate traditionen lever stadig.. 😀

Det var igen Ps tur, og han havde tænkt mange lange tanker, for at udtænke noget rart.

Forretten denne gang var en dejlig anretning med hjertemuslinger i en suppe af bl.a. Pernod.. Det var rigtig mams, dog var muslingesmagen meget sart – måske blåmuslinger ville ha’ smagt lidt mere igennem..

En lille mellemret blev hurtigt kreeret i form af ristet brød med blød cremet gedeost.
Jeg er ikke fan af fast gedeost – det smager lidt for meget af uld i min mund, men den bløde her fra Tebstrup er nu dejlig.

Mit køkken er ikke kæmpe stort, men jeg synes det virker meget godt, P mente dog, at jeg i den grad manglede gryder..

Alt var i brug – Alle gryder, panden og et enkelt ovnfad, ovnen kørte og alle blus bankede derud af – det var med at holde tungen lige i munden, og jeg blev næsten helt svedt ved at kigge til, men vi havde jo ikke travlt, og kunne heldigvis skylle ned med lidt rødvin når det blev for meget. 🙂

Til hovedret fik vi fantastisk lækker lammekrone serveret med knust kartoffel, saltbagte skalotteløg (MÅMS), ristet blomkål og rødvinsbraiserede svampe.
P havde lagt kryddersmør med persille og sennep under fedtkanten på lammet, som efterfølgende blev brunet i olie med timian og hvidløg. Der var også en dejlig Bordelaise sauce ved siden.
Hold nu fast det var lækkert!! Kødet var smeltende mørt og flot rosa, og tilbehøret var lige i skabet!

Portionen var lidt i overkanten, så vi måtte lige have en lille slå-mave pause halvvejs igennem, men spises skulle det sgu! Fik jeg sagt, at løgene var overdrevet lækre? Jeg må lige høre ham, hvor længe han gav dem.. 🙂

Desserten denne gang var en sjov pæresuppe med hvid chokolade, vanille og anis. Den blev serveret over en parfait af karamel og mascarpone. Tilbehøret var super sprød langtidsbagt marengs cognacbraiseret ananas og blåbær.

Alt i alt endnu en dejlig aften i skønt selskab og med dejlig mad og vin.

En klassiker..

“Hvis jeg køber ind til Pariserbøf, vil du så lave det?”.. Sådan en besked lå der på min telefon den anden dag, og jeg må indrømme, at jeg nok aldrig rigtig har lært at værdsætte denne spise..

Indtil nu!

Billedet er som altid lige en tand for gult og grynet – jeg glæder mig til solen er fremme om aftenen, eller jeg får noget bedre lys!

Nåmen pariserbøffen var ganske klassisk.. Hakket oksekød med lav fedtprocent, krydret med salt og peber og lagt omkring en skive toastbrød. Derefter stegt på panden ved høj varme, først på kødsiden til der er god stegeskorpe, og bagefter flippet og stegt til brødet får sprød skorpe. Kødet må gerne være på den røde side af rosa.. Klassisk tilbehør i form af kapers, pickles. rødbeder, løg, peberrod og æggeblomme.. Bum!

NAM!!
(Det kommer jeg nok til at lave lidt oftere end jeg har gjort hidtil)

Laksefarvens genopstandelse..

Heh.. Jeg fandt jeg pludselig mig selv sidde og overveje om min næste kontrast indretningsfarve skulle være orange.. ORANGE!!

 Jeg tror bare at jeg lader den idé ligge der.. Jeg er slet ikke færdig med grøn endnu!

I min blog feed kan jeg dog se, at det er oranges lillesøster koral, som er en af de næste nye hotte farver.
Er det bare mig, eller er koral bare en mere hip måde at sige laksefarvet?!

Endnu et trip down memory lane minder mig om en fantastisk oversize trøje med flagermusærmer, som min mor syede.. Den var sart laksefarvet med en flot kat med strittende knurhår liggende midt på maven. Trøjen var noget af det smukkeste jeg havde set, og jeg var sikker på, at den skulle jeg gå i, når jeg engang kunne passe den.. Det var vel sidst i 80’erne vil jeg tro..
Jeg nåede aldrig rigtig at kunne passe den, og det er nok også meget godt, men måske lige netop DEN trøje ville høste hyldest på dette forårs catwalks.. 😉

Hvornår skelner man forresten imellem laksefarvet og fersken? Og dækker koral begge betegnelser og hvad med “nude”?

Ohh well.. Det emmer af forår, uanset hvad vi kalder det..

Norske Kaspara er “queen of coral”, se bare her hvor fint.. 🙂

Brunt..

Jeg har aldrig været stor fan af brun – måske fordi der var lige lovlig meget brunt i hverdagsbilledet, da jeg var helt lille..
Mit første værelse havde brun-blomstret tapet med nuancer af orange.. Jeg mindes køkkenet med de obligatoriske brune køkkenskabe. En stue med stor brun hjørnesofa, brun læder lænestol, kokostæppe og brunt korsstingtæppe på væggen (jeg er næsten sikker på at det var dette motiv som prydede endevæggen i flotte mørkebrune sting – det havde lange frynser kan jeg huske, som jeg ofte hyggede mig med at flette. Endelig husker jeg også det flotte brune badeværelse, hvor både toilet og håndvask var brunt, og det hele blev toppet af med saunavægge – ja, det var MEGET brunt. Der er heldigvis sket lidt siden da – f.eks. ser badeværelset nu sådan ud.. 🙂

Når det så er sagt, så er jeg så småt ved at finde glæden ved brunt.. Se bare her..

Billederne er fundet lidt forskellige steder:
Det med DMC stolene fra Eames, samt billedet med Hang-It-All knagen som også er fra Eames, kommer fra en Østerbro lejlighed hos nogen der hedder Jesper og Majbritt. Jeg kender dem ikke, men jeg fandt billederne her (i øvrigt en rigtig fin blog med MANGE lækre sager), og de stammer fra an artikel i Elle Decoration UK. Bo Bedre har også været på besøg hos Jesper og Majbrit. Billederne derfra kan man se her.

Pallebordet fandt jeg her, hvor der også er andre fine palleborde.. 🙂

Kotæppet.. Ja altså når JEG skal have mig et koskindstæppe, så skal det være helt brunt.. Dette er dog også fint, og fundet her.

Og så er der spejlet.. Det fine teaktræs spejl.. Dette er lidt anderledes end det jeg postede fornyligt.. Dette er fundet her, men jeg tror bare jeg finder et i en genbrugsbiks.

Jagttrofæerne er sjove synes jeg.. Jeg fandt dem på Pinterest, som ledte mig her hen.

Knapperne er ikke knapper.. Det er knager og de er bare SÅ flotte!! Det er Kristines mand Nicolas (Kjær og Schmeling) , som har begået dem, og jeg er allerede begyndt at spare sammen.. Du kan se mere her og købe dem her, men husk at gemme nogen til mig!!

Endelig har jeg forelsket mig i disse stubbe.. Jeg har sendt en bedende mail til min far, men er ikke sikker på at han er modtagelig overfor projekter i træ.. Han er vist mere til sten og metal.. Billedet her er fra Siljes blog – endnu en fantastisk blog med virkelig mange fine idéer.
Stubben faldt jeg første gang over på Valdemarsro, som ofte bruger sin som “baggrund” til close-ups” af mad og andre lækre sager.. 🙂