Fredag aften var det endelig blevet tid til at besøge Un Mercato. Hverken Patrick eller jeg vidste præcis hvor det lå henne, kun at det var i nærheden af Torvehallerne. Det var dog ikke svært at finde, da det lå præcis foran det hele.
Vi havde en fin vinduesplads på første sal, men udsigt over Frederiksborggade.
Menuen bød på følgende:
Forret
2 serveringer
Sprød tomat-risotto, krabbe, basilikum, bladselleri
og
And, kapers, valnød, figen, rucola
Hovedret
Porchetta fra rotisseriet bagte tomater, persille, citronskal
-Hertil grøn salat og rotisserie-kartofler
Dessert
Panna cotta
-Hertil citronsorbet og marengs
Ved vores tallerken lå en lille slip med dagens menu, og på bagsiden var der et forslag til apetizer/aperitif som vi hoppede på.
Bobler og Wagyu for kun 65,- var lidt for godt et tilbud til at afslå, og vi blev bestemt ikke skuffede. Jeg fik desværre ikke et billede af de to lækre crostini med det smørbløde oksekød, en krydret smag af pecorino og et strejf af rosmarin – de var meget hurtigt væk.
Dagens forret var to anretninger der hver især gav et spændende indblik i Un Mercatos rustikke italienske landkøkken.
Først delte vi denne lækre anretning af sprødt brød, velsmagende krabbe, basilikum mayo og papirtynde skiver af hvad jeg egentlig kunne ha’ svoret var fennikel, men beskrivelsen siger selleri, så det må jeg jo tro på. Den runde kugle var friteret risotto som for sig selv var en udmærket hapser, men jeg syntes ikke rigtig den gjorde noget, for den fantastisk krabbemad de øvrige ingredienser kunne samles til.
Anden del af forretten var tynde skiver af stegt andebryst samt anderilette toppet med valnød, figen, ruccola og kapersbær.
Anden var virkelig lækker og veltillavet, men druknede for mit vedkommende i rigeligt syre fra den vinaigrette det var toppet med, men Patrick var meget begejstret.
Hovedretten var en generøs skive porchetta, som vel må være italiens svar på en rullesteg, bare tilberedt rotisserie style hvor det er grillet på et spyd indtil kødet nærmest falder fra af sig selv, og skorpen er sprød. På tallerkenen var desuden tomater på stilk, persille og citronskal som gav en fantastisk duft, da tallerkenen blev sat foran os. Derudover fik vi en helt simpel salat, bare med balsamico vinaigrette samt ristede kartofler, rosmarin og hvidløg. En virkelig vellykket hovedret som faldt lige i vores smag.
Til dessert fik vi en enkel anretning af pannacotta, skøn citron sorbet og marengs.
Denne gang var det desværre ikke desserten der var middagens højdepunkt. Pannacottaen havde trukket rigeligt skorpe og var lidt for mælkeagtig til min smag. Sorbeten var som sagt virkelig lækker, men marengsen var alt for tyk, så jeg enten skulle spise den med fingrene, eller leve med at pannacottaen blev most helt i smadder hvis jeg brugte skeen. Småting, ja. Men når maden er SÅ god, er det marginaler vi er ude i.
Hvorom alting er, så er det bestemt ikke sidste gang jeg sætter mine ben på Un Mercato.