Lige så meget jeg elsker at rykke ind i en ny lejlighed, indrette værelser og udforske et nyt område, lige så meget hader jeg selve flytningsprocessen.
Jeg har prøvet at samle nogle af de ting jeg har lært hen ad vejen, og mine råd er fortrinsvis henvendt til dig der bor i lejebolig.
1) Lav en grundig fejl- og mangelliste
Dette vidste jeg på forhånd, og den liste jeg har lavet ved min forrige lytning, har vist sig nyttig. Tag billeder af de ting du skriver ned – ikke bare grynede mobilbilleder, men sørg for at lyset er ordenligt så man tydeligt kan se omfanget. Vores seneste liste var flere sider lang, og flere af tingene virker godtnok som bagateller, men det er ting vi ikke har lyst til at hænge på den dag vi flytter, så det HELE skal med! DU ved i øvrigt heller ikke hvor anal din udlejer er den dag du flytter, så better safe than sorry.
2) Lad være med at være afhængig af at få dit depositum retur
Pengene til depositummet i den lejlighed vi bor i nu, tog vi fra Patricks feriepenge og Gåsebarnets opsparing. Jeg har altid fået det meste af mit depositum tilbage ved fraflytning, så jeg regnede med, at det bare ville være et lån fra hendes konto, som ville blive betalt tilbage, så snart fraflytningsopgørelsen fra min gamle lejlighed var helt på plads. Sådan blev det ikke, for udlejer har på en eller andet måde retfærdiggjort det at beholde lidt over 17.000 af de godt 19.000 jeg havde lagt 14 måneder siden.
3) Meld dig ind i Lejernes LO
Det er en dyr post at sluge når du står midt i en flytning, og har 1000 andre ting du gerne vil bruge dine penge på – I know! Til gengæld har jeg efter jeg meldte mig ind haft skrevet til dem flere gange, blot for at få et råd eller for at få at vide hvor jeg står i en given sag. Man kan også møde op på deres kontor og få rådgivning. De har hjulpet mig i sagen om at få mit depositum tilbage, men også omkring spørgsmål omkring fugt i den nye lejlighed, hvor de har tilbudt at stille eksperter til rådighed, såfremt udlejer ikke gør noget ved sagen.
4) Hvis du har mistanke om, at din husleje er for høj, skal du melde det inden du har boet i lejligheden et år
I Københavns kommune er der en grundregel om, at en lejet lejlighed ikke bør koste mere end 1000,- pr. kvadratmeter om året. Har der været foretaget forbedringer så som et nyt køkken eller bad inden for de sidste 10-15 år trækker det prisen op. Bemærk dog, at for ejendomme taget i brug efter 1992 er der ingen regler omkring husleje.
Indberetter du din mistanke inden for et år efter indflytning, og får du medhold, vil du få det du har betalt for meget udbetalt med tilbagevirkende kraft. Er der gået mere end et år, er det kun fremadrettet. Du kan indberette allerede dagen efter du flytter ind – det giver ikke udlejer ret til at smide dig ud, men højner nok ikke dit forhold til denne – det skal du naturligvis også have med i tankerne. Ønsker du at indberette sagen, så tal med LLO. De sørger også for at indberette den til huslejenævnet såfremt de mener at du har en sag.
Jeg var ikke opmærksom på 12 måneders fristen. Øv! Jeg betalte ellers 1300,- pr. kvadratmeter i en lejlighed uden forbedringer – altså et pænt stykke over hvad der havde været rimeligt. Ærgeligt ærgeligt..
5) Hold øje med varmeregnskabet
Jeg fik aldrig nogen afregning på varmen i min gamle lejlighed, da jeg meget belejligt for udlejer flyttede umiddelbart inden den skulle udsendes. Har du betalt for meget a conto i løbet af året, vil det oftest blive modregnet på din husleje. Når der ikke er nogen husleje at modregne af, fordi du er flyttet, er du på herrens mark.
Min huslejesag er pt. i huslejenævnet og jeg har nævnt den manglende varmeopgørelse nu hvor vi alligevel er igang, og krydser fingre for, at der sker noget. Jeg betalte 800,- om måneden i varme for mine knap 60 kvm, og har sidenhen erfaret at de øvrige i opgangen kunne klare sig for 4-500,-
6) Læs din kontrakt
Når der står “Lejer står for indvendig vedligeholdelse” så betyder det, at du bør oliere din køkkentræbordplade ca. 2-4 gange om året. Den skal også slibes ned når den trænger. Min gamle udlejer har trukket 1000,- fra depositummet for slibning og oliering af bordplade, på trods af at det ikke var gjort da jeg flyttede ind. Heldigvis har jeg taget billeder til min fejl- og mangelliste, så jeg satser stærkt på, at blive fritaget fra den post.
7) Hvis du ikke mener at du kan gøre arbejdet godt nok, så få nogen til at gøre det for dig
Jeg og mine forældre brugte en weekend på at male lejligheden, og gøre den fin og nyistandsat. Vi har alle malet før – mange gange, så vi følte at vi havde styr på det. Er du ikke habil maler, så få hellere en pro til at gøre arbejdet.
8) Tag billeder!
Igen, tag gode billeder af høj kvalitet – ikke aftenbilleder i dårligt lys. Tag billeder af alle rum, så du kan bevise, at lejligheden er nyistandsat ved overlevering.
9) Hav nogen med, når lejligheden skal synes
Det er næsten ligemeget hvem. En uvildig person er smartest – din nabo eller noget i den stil, men din ven kan også gøre det. Det er nemt at føle sig presset til at skrive under på fraflytningsrapporten, selvom man måske ikke heeeelt mener, at der er hold i det udlejer siger. Stå fast hvis du mener at der er noget der ikke er rimeligt. Påpeger han konkrete punkter, så tag billeder igen.
Som du måske har fornemmet er dette indlæg drevet af harme, primært overfor min forrige udlejer. Som jeg har været inde på, ligger sagen idag hos huslejenævnet.
Baghistorien er den, at han som sagt, beholdt et overraskende stort beløb af mit depositum. Jeg har efterfølgende været i lejligheden, og har konstateret, at de håndværksmæssige mangler han påpegede ved slutsynet slet ikke er blevet udbedret. Han har således taget over kr. 17.000 for et stykke arbejde der slet ikke er blevet udført. Jo, det er dokumenteret på en fin malerregning, men han er selv malermester, og det var hans eget firma der skulle stå for malerarbejdet.. Jeg må tilstå, at jeg ikke giver en flyvende fis for den slags dokumentation.
Jeg går og venter på den endelige melding fra huslejenævnet. Det er ved at være ca. 1½ måned siden de udbad sig den sidste udredning, så jeg går ud fra, at de bare mangler at votere. Jeg ved ikke om jeg får noget ud af mine anstrengelser, men du behøver i hvert fald ikke lave de samme fejl som mig. Jeg skriver igen, når der er nyt i sagen og krydser fingre så længe.
BONUS RÅD: Pas på når du borer
Ikke et problem jeg personligt har taget så meget stilling til – hos os er det manden der borer! 😛
En grundregel vores nye nabo måske skulle have taget højde for, inden hun borede 7 små bitte huller i vores væg..
7 små huller, som da filten kom af, viste sig at være 7 ret flotte huller.
Hvordan det er lykkedes hende at bore SÅ meget for langt har jeg ingen anelse om, men i hvert fald er boligforeningens maler pt. ved at lægge sidste hånd på vores fine nymalede væg. Hun borede også igennem til naboen på den anden side, så det bliver nok en hamper lille ekstra regning. Ærgeligt ærgeligt..
Ej – hvor træls at din gamle udlejer ikke vil tilbagebetale mere af dit indskud! Desværre har jeg hørt den slags flere gange – det er nærmest en lille ekstra forretning udlejerne har når folk fraflytter. Håber du får noget ud af det – under alle omstændigheder har du da gjort et forsøg!
Ja, jeg føler mig ærlig talt lidt røvrendt.. Havde han bare beholdt 6-7000 havde jeg aldrig gravet i sagen, men han blev grådig, og så blev jeg det samme.. 😛 Min eneste trøst er, at hende der bor i lejligheden nu, kender til historien så hun er advaret. Han satte i øvrigt lige huslejen 500,- op til hende. Røv!