Skabsitaliener..

I uge 7 er der Copenhagen Dining Week. Det betyder, at du kan komme billigt ud og spise, på restauranter som normalt ikke nødvendigvis ligger i den billige ende.
Prisen er fast – 3 retter mad for 200 danske kroner. Restauranten forbeholder sig så retten til at fastsætte menuen, men mon ikke der er noget imellem, som kan friste iblandt de knap 100 tilmeldte restauranter? Jeg har i hvert fald udset mig et par favoritter.

Metodisk som jeg er, gik jeg listen igennem og skrev navnet ned på de restauranter som virkede tillokkende. Der tegnede sig dog hurtigt et klart billede – jeg er åbenbart skabsitaliener!! I hvert fald var der ikke mange af de italienske restauranter, som undgik at komme på min liste.

Hvad er du mest til?

Pladserne er endnu ikke frigivet, men du kan stille dig i kø, så du får besked, når det er din tur.

Nationalmuseet..

Det er ikke altid let at få Gåsebarnet med ud af døren, og denne gang var heller ingen undtagelse, afsted kom vi dog.. Turen gik mod Nationalmuseet hvor de har et børnemuseum, hvor man kan lege og røre ved tingene.

Laura tøede heldigvis op så snart vi var kommet udenfor hoveddøren, så vi havde en rigtig hyggelig tur.

I løbet af de timer vi var derinde var vi omkring både den gamle skolestue og et persisk marked.. Det kriblede lidt i Laura, da vi nåede noget til noget om middelalderen, hvor der stod en hest man kunne prøve, ansigtsudtrykket er dog lidt betuttet, for hun mente at der var lige lovlig langt ned..

Lidt længere inde stod et lille vikingeskib, som vi brugte lang tid ved.. Laura var på togt og fangede både sild, blommer og en pære..
Råvarerne brugte vi efterfølgende til et festmåltid, som Laura tilberedte i museets køkken.

Dagen blev afsluttet på bedste vis. Jeg lavede aftensmad imens Laura assisterede P med at lave pandekager som vi fik til dessert.

Dinner Date #1..

Det er nu dejligt at komme hjem til en overraskelse – jeg blev i hvert fald svært overrasket da jeg kom hjem til et fint dækket bord med både dug, foldede servietter, stearinlys og blomster.. Godt nok havde vi aftalt at P skulle lave mad, men alligevel.. WOW!

Som appetitvækker var der sørget for dejlig øl, marinerede oliven, rodfrugtchips, samt saltede og honningristede mandler..
Jeg vidste slet ikke at jeg var kommet så fint i byen, og så endda hjemme i min egen stue.. 😉 Han måtte i hvert fald gerne invitere mig på dinner date igen en anden gang, alene på det grundlag.

Til forret havde han lavet en dejlig hummerbisque med kammusling, urter og creme fraiche. Virkelig lækkert!!
Jeg tog billeder af maden løbende, men lyset i mit køkken er desværre ikke fantastisk, så bær over med kvaliteten.

Hummer bisque med kammusling og urter

Suppen blev skyllet ned med en rar Gewurtztraminer.. Sådan lidt saftevandsagtig vin som ikke snerper.. Mmmh!

Til hovedret biksede P en lille hjemmelavet bearnaise sammen.. Den drillede lidt, så jeg skal hilse og sige, at Mor, jeg ønsker mig en gryde med tyk bund og rundede hjørner.. Denne fra Le Creuset måske? 😉

Saucen kom dog på plads, og blev serveret til en dejlig oksebøf, samt kogte små kartofler og nogle lækre ovnbagte ruller med rødder omviklet med Serranoskinke.

Okse med kartofler og bagte rødder med skinke

 Vinen til denne ret var en fantastisk dejlig Amarone med godt med gods i – også Mmmh!

Til dessert var der disket op med hjemmegjort nougatparfait og bagte figner. Både parfait og figner havde fået et skvæt cognac.. Alt i alt en meget vellykket dessert.

Nougatparfait med bagte figner

Ja der gik jo nok lidt hygge i den, for i hvert fald løb vi også tør for Amarone, så vi måtte åbne endnu en flaske.. Zinfandel denne gang – også en dejlig vin, som dog krævede lidt tilvending oven på den fede Amarone.

Vinene der gled ned den aften.. *hik*

Jeg kan bestemt anbefale lejlighedsvise datenights.. Særligt når man har en at date, som er dygtig til at lave mad, og kan lide at forkæle.. 😀

Tak for mad og en dejlig aften!!

Januar update..

Skulle det være gået nogens næse forbi, så er det blevet 2013..
Jeg tilbragte nytåret i Kolding sammen med Laura, mine forældre samt Gitte og Knud, som mine forældre traditionen tro altid holder nytår med.

Hovedretten hos mine forældre nytårsaften var den samme som den altid har været.. Hamburgerryg med grønlangkål, brunede kartofler og kålpølser. Sådan er det bare, det er der ingen der skal lave om på. Særligt ikke fordi min mor laver verdens absolut bedste grønlangkål!

Billedet er lånt – mors grønlangkål er noget mere cremet

Årets dessert var citronfromage som altid er dejligt. Tak for det Gitte!

Da nytåret var truttet ind og Laura var puttet i seng, trillede jeg ind omkring et vennepar og sagde godt nytår der. Vi var alle lidt slatne, så det blev kun en kort visit, men rart lige at få sludret med dem igen.

Det var således for mit vedkommende et meget stille og roligt nytår. Dagen efter tog Laura og jeg toget hjem. Laura skulle i skole allerede d. 2. og jeg skulle på job, så der var ikke rigtig tid til at blive hængende længere.