Jeg har fået en del besøgende på bloggen, som har googlet sætningen “Hvad er et Gåsebarn?”
For mig er svaret ikke svært.. Gåsebarnet er hende her:
På videoen er hun lige blevet 2. Hun har netop fået en cd-afspiller i fødselsdagsgave, og holder en fest.
Hun har været en gås så længe jeg kan huske, og tilnavnet passer fint til hendes personlighed. Først og fremmest fordi hun er temperamentsfuld og temmelig skrap. Man skal ikke træde ret meget forkert, før man får bidt hovedet af. Samtidig er hun også et følsomt gemyt, der ofte er lidt for modtagelig for andres sindstilstande, og nemt overreagerer på det hun føler, og derved bringer verden på randen af undergang. Endelig er hun heldigvis også en utrolig kærlig og omsorgsfuld pige, der gladeligt deler ud af kram og kys til dem hun mener fortjener det.
Hun er en tænksom fis, fuld af finurlighed og barnlig uskyldighed, og jeg håber at hun giver sig selv lov til at være barn længe endnu. Den ulmer dog i hjørnerne.. Puberteten. Hun bliver 9 til sommer men da hun var fire plejede jeg at sige om hendes alder.. 4, næsten 14. Det med humørsvingningerne er der altså ikke noget nyt i.
Det er andre ting der ligger på lur nu.. Udseende f.eks.. I morges konstaterede hun selvtilfreds, at hun havde fundet ud af, at hun faktisk så ret godt ud, med håret trukket om bag ørerne. Hun vil også meget gerne gå i kjole, men har bare endnu slet ikke styr på de uskrevne regler der er når man har kjole på. F.eks. mener jeg ikke, at det er så smart at sidde med benene oppe og spredt ud til siderne, så skørterne ender helt oppe om navlen. Måske er det bare mig.. 😛
Kærester er ikke på tale i hendes klasse endnu – Heldigvis! Hun har flest drengevenner, og jeg er bange for, at de venskaber bliver sat voldsomt på prøve, hvis de skal til at forklare at de altså “bare” er venner, hver eneste gang de vil lave en legeaftale.
Nå men det er hvad et Gåsebarn er – i hvert fald i min optik.
Smuk, smuk gåsebarn du har ❤
Hvor er du sød.. 😀 Hun må helt bestemt have det efter moderen.. Temperamentet er uden tvivl faderens.. 😉
Den video er herlig, og ingen tvivl om at hun er en lille gås 😉 Oh, jeg elsker det billede med frikadellerne bag øret :)) SÅ smuk!!
Ja, det er svært at lade være med at smile over hendes begejstring for musikken. 🙂 Lækkermås!